Els Leather Co.

Det er med læder lidt ligesom med gode vine. Alene duften er nok til at få gang i lykke hormonerne. Og så er der glæden ved at se, hvordan et produkt suger tiden til sig, modnes, og bliver smukkere og smukkere med årene.

Læder er bare et helt igennem fantastisk materiale, og der er ikke ret mange, der er så gode til at håndtere det som sydafrikanske Els & Co. Her bliver der lavet læderhåndværk som i de gode gamle dage, før alt blev maskinfremstillet. Dengang da fagligheden og kvaliteten var i højsædet, og det ikke alene handlede om at spytte flest mulige produkter ud hver eneste time i døgnet.    

Alle produkter fra Els & Co. Er lavet fra start til slut af den samme håndværker, og de får som det sidste et personligt stempel med håndværkerens initialer. De fleste medarbejdere er oplært fra bunden og er typisk kvinder fra Xhosa-stammen. En stamme, der er kendt for deres stolthed og som dermed besidder den egenskab, der er altafgørende for at blive en ekstraordinær god håndværker.

I Els & Co. Bruger man kun vegetabilsk garvet læder i den højst opnåelige kvalitet, messingspænder fra små støberier, og lærred og filt fra gamle, kendte væverier. Læderet bliver børstet og olieret med bivoks og animalsk fedt, og alle syninger er lavet i hånden på god gammeldags maner.

Resultatet er produkter, der har det helt rigtige ”old school” look og som snildt kan holde livet ud. Og så er det produkter, der fortæller gode historier. Historien om et håndværk, der var uddøende, men som nu har fået et nyt liv. Historien om at tage et socialt ansvar ved at uddanne så mange kvinder som muligt og give dem en mulighed for at slippe ud af fattigdommen. Og sidst men ikke mindst den historie, som produktet skaber sammen med sin ejer igennem årene.   

Listen af forskellige læderprodukter fra Els & Co. Er lang og omfatter blandt andet bælter, termokander, rejsetilbehør og forskellige hundeartikler.

Del dette indlæg