Jensen Rifle Co.

Der er noget helt særligt over at have et stykke godt håndværk mellem hænderne. Man ved, at der er gået oceaner af tid med at overveje, justere og forbedre selv de mindste detaljer i en stræben efter at frembringe det perfekte. Og man kan fysisk mærke kompromisløsheden i slutproduktet, der i hvert eneste tilfælde er unikt i ordets bedste forstand.

Det lød ellers som en dødsejler, da Stig Anders Jensen i den spæde start af nullerne fostrede ideen om at starte en dansk riffelproduktion. Uden at have nogen form for specialviden eller håndværksmæssig kunnen, begyndte stig at tygge stakkevis af våbenlitteratur igennem og fandt ud af, at hemmeligheden lå i riffelpiberne. De typiske, moderne riffelpiber var ganske enkelt ikke gode nok. For at opnå tilstrækkelig præcision skulle riffelgangen være skåret som i de gode gamle dage.

Som lås har the Jensen Rifle Company valgt at renovere klassiske Mauser 98. Låsen er et skoleeksempel på, at det nogen gange lykkedes at udvikle et produkt, der er ramt så klokkerent, at det trods al fornuftstort set ikke kan gøres bedre. Selv ikke efter 118 år. Mauser er tyskerkram. Uopslideligt og i stand til at modstå et tryk på 12 tons, og så fungerer de også, når de bliver sandet til med savannens røde støv.

Skæftet bliver lavet af tyrkisk valnød. Træsorten er på én og samme gang både kraftig og let, og så er den rasende smuk med fantastiske åretegninger. Det færdige skæfte bliver ikke lakeret. Det bliver olieret og poleret igen og igen, indtil man næsten kan spejle sig i det. Efter 160 arbejdstimer er m98 riflen færdig og står helt perfekt i et klassisk engelsk design. M98 er ikke billig, men heller ikke uden for rækkevidde. Til gengæld ligger den ligeså præcise m99 model i samme prisklasse som andre højkvalitetsrifler.

Del dette indlæg